Sidste bolken i Manna­likamen og helsa (1907) av Idar Handa­gard. Sjå faksimilar av boki på Nasjonal­biblio­teket.

Norsk-dansk ord­samling.

Fyremæling.

Avstyttingar.

I. A. Ivar Aasen: Norsk ordbog 1873.
H. R. Hans Ross: Norsk ordbog 1895.
Chr. V. Chr. Vidsteen: Ordbog over Bygdemaalene i Søndhordland 1900.
„M. og h.“ = „Mannalikamen og helsa“.
Joh. Fr. Johan Fritzner: Ordbog over det gamle norske sprog 1886.

• aadr, f. (vas), kar, n; sjaa blodaadr, veikaadr, livaadr, sogaadr.
• aat, n. (cancer), kræft, c.
• akslebein, b. = osterbein.
• akslebot, f. = armhola.
• aksleled, m. (articulatio humeri), akselled, skulderled, n.
• aledyr, n. husdyr, n. tamt dyr.
• andartak, hardt a., anfald af aande­nød (dyspnoe).
• ande, m. aande, c; udaandings­luft, c.
• andkvæm, adj. kvalm, trykkende (om luft).
• andkvæv, adj. kvælende (om luft).
• andlit, n. (facies), ansigt, n.
• arm, m. (extremitas superior), arm, c., overekstremitet, c.
• armbein, n. = armlegg, m.
• armhola, f. (fossa axillaris), aksel­hule, c.
• armlegg, m. (humerus), overarms­ben, n.
• auga, n. (oculus), øje, n., øjeæble, n.
• augklåre, m. (cornea), hornhinde, c.
• augkvite, m. (sclera), sinehinde, c., det hvide i øjet.
• augnagle, m. (pupilla), pupille, c.
• augnebrun, f. (supercilium), øjenbryn, n.
• augneglya, f. (corpus vitreum), glas­legeme (i øjet), n.
• augnehaar, n. (cilium), øjenhaar, n.
• augnelok, n. (palpebra), øjelaag, n.
• augnering, m. (orbita), øjenhule, c.
• augnesege, m. (musculus oculi), øjemuskel, c.
• bak, n. (dosum), rygside, ryg, c. Sjaa rygg, m!
• band, n. (ligamentum), baand, n.
• bandvev, m. bindevæv, n.
• barke, m. (trachea), luftrør, n.
• barkeglipa, f. (rima glottidis), stem­me-rids, stemmespalte, c.
• barkekjertel, m. (glandula thyroi­dea), skjoldkirtel, c.
• barkeknut, m. (larynx), strube­hoved, n.
• barkelok, n. (epiglottis), strubelaag, n.
• barkemot, n. (aditus laryngis), stu­beaabning, c; *vrangstrube-ind­gang, c.
• barkespegel, m. strubespejl, n.
• barnebeig, m. børnesygdom (lettere), c.
• barneplaaga, f. børnesygdom, c.
• beingom, m. (palatum durum), den haarde gane; sjaa veikgom.
• beingrind, f. (skeleton), benrad, c.
  Beingrind er berre = „benet skelet“; sjaa elles skryte, n.
• beinhinna, f. (periosteum), ben­hinde, c.
• (bein)kaatra, f. (os breve), kort ben.
• (bein)spildra, f. (os longum et tenue), langt og tyndt ben.
• binge, m. gødningsrum, n., beholder for afføring og urin.
• bite, m. (dens caninus), hjørne­tand, c.
  Bite vert bruka um baade folke og dyr. „Prinsen hadde bitarne so lange at dei stod ut um lippa.“
• blankauga, n. = augklaare, m.
• blaasa, f. (vesica urinaria), urin­blære, c.
• blautegrjot, n. klæbersten, c.
• blekk, m. (valvula), klap(-ventil), c.
• blengja, (mjølki), v. faa osten (i melken) til at skille sig ud.
• blesa, f. = enne, n.
• blod, n. (sanguis), blod, n.
• blodaadr, f. (vas sanguiferum), blod­kar, n.
  Blodaadr er baade vena og arteria; sjaa veikaadr og livaadr.
• blodlivr, f. blodkoagel, n., levret blod.
• blodlaus, adj. anæmisk, blodfatting.
• blodtæger, f.pl. fibrin-traade i blod; kvite blodtæger.
• blodvæta, f. (plasma sanguinis), blodplasma, c; sjaa syk, n.
• bløkta, v. pulsere.
• bløkting, f. pulsation, c.
• bløra, f. (vesicula), vesikel, c., blære, c.
• ból, m. (truncus), krop, c.
• bola, f. 1 (vesicula), blære, c.
• bola, f. 2. (variola), børnekopper, c. pl.
• bolesotti, f. sygdommen børnekopper.
• borkesyra, f. garvesyre, c.
• botntarm, m. (coecum), blindtarm, c.
• braa, f. (pl. brær) = augnehaar.
• bragla, v. flimre.
• brendepoka, f. = svinebola.
• brendesaar, n. = brennesaar.
• brenne, n. (hydrogenium), brint, c; før „vandstof“ (nu forældet).
• brennsaar, n. (ambustio), brandsaar, n; brændt skade, forbrænding, c.
• bringa, f. (thorax), brystkasse, c; sjaa brjost.
• bringebein, n. (sternum), bryst­ben, n.
• bringehinna, f. (pleura parietalis), lungesækkens parietale blad.
• bringehola, f. (scrobiculus cordis), hjertekule, c.
• bringesykja, f. lungesvindsot, c.
• brjost, n. (pectus), bryst, n., bryst­kassens forside; sjaa bringa.
• brjostgang, m. brystets bevægelse (t. eks. under sterk aandenød). Han hadde sterk brjostgang, hans bryst bevægede sig vold­somt.
• brjota seg, (vomere), brække sig, kaste op.
• brune, m. (inflammatio), betændel­se, c. Det er brune i fingren, fingeren er betændt.
• dimsynt, adj. svagsynet.
• drikkar, m. (potator), dranker, c; sjaa si-drikkar og tur-drikkar.
• drikkar-fang, n. alkohol-epilepsi, c.
• driva, f. (rubeolae), rødlinger, røde hunde, c. pl.
• drukna, f. beruset tilstand, beru­selse, c.
• drunge, m. køkkenmødding, c.
• eggja, v. irritere (f. eks. en muskel, en nerve).
• eggjing, f. irritation, c; irritament, n.
• eim, m. gas, c., luftart, c; sjaa vatseim.
• eima burt, v. fordampe.
• einselling, m. encellet organisme (dyr eller plante).
• einslungi sellekløyving, (amitose), simpel eller direkte celledeling.
• eitel, m. (lympho-glandula), lymfeknude, c., *itle, c.
NB. Eitel er inkje det same som kjertel: sjaa d. o.
• eiter, n. giftstof, n., gift, c.
• eitleturka, f. = tæring i eitlarne.
• eldgagn, n. kogeredskab, n.
• elding, n. opvarmning, c.
• elgja, v. føre kvalme.
• elgjen, adj. som føler kvalme.
• elgjeleg, adj. som opvækker kval­me; modbydelig.
• enne, n. (frons), pande, c.
• ennesbein, n, (os frontale), pande­ben, n.
• faaming, m. idiot, c., aandssvag person.
• farang, m. epidemi, c.
• farsott, f. epidemisk sygdom.
• feita, f. (sebum cutaneum), hud­talg, c.
• feitekjertel, m. (glandula sebacea), talgkirtel, c.
• fengja, v. smitte (om sygdom).
• fengjen, adj. smitsom.
• fingersvull, m (panaritium), fin­gerbyld, c; sjaa svullfinger.
• fingertupp, m. (pulpa digiti), fin­gerspids, c., fingerende, c.
• fisken paa ein sege, (venter mu­sculi), muskelbugen.
• fjørall, adj. elastisk.
• fjørpipa, f. pennepose, c.
• flaatt, m. (ixodes ricinus), skov­flaat, c.
• flatlus, f. (pediculus pubis), flad­lus, c.
• flo, f. (stratum), skikt, c.
• flus i haaret, (seborrhoea), skæl i haaret.
• fly, n. pl. insekter.
• flyge, n. insekt, n.
• folkelikam, m. = mannalikam.
• folkeskinn, n. menneskehud, c.
• forgift, f. = eiter, n.
• forgjeva, v. forgifte.
• fós, adj. svampet, svampagtig.
• fót, m. (extremitas inferior), un­der-ekstremitet, c., ben, n.
• fotablad, n. (pes), fod, c.
• fotakjøl, m. kolde fødder. Eg er so ille plaaga av fotakjøl.
• fotled, m. (articulatio talo-cruralis), fodled, n.
• fotrot, f. (tarsus), fodrod, c.
• fraahald, n. abstinens, totalafhol­denhed, c; sjaa halda seg fraa.
• fraahalden, adj. totalafholdende.
• fraahaldsleg, n. totalafholdsfor­ening, c.
• fraahaldsmann, m. totalafholds­mand, c.
• framrom (i hjarta), n. (atrium), forkammer (i hjertet), n.
• framtonn, f. (dens incisivus), for­tand, c; sjaa skavl, m.
• frum, n. (protoplasma), urstof, n., *celleslim, n.
• frum-taag, f. protoplasma-traad, c.
• frum-vyrke, n. (deutoplasma), næ­ringsplasma, c.
• føyra, f. pore (f. eks. i brød), c.
• føyrutt, adj. porøs.
• gall, n. (fel), galde, c.
• gall-gang, m. (ductus choledochus), galdegang, c.
• gall-op, n. galdegangens indmun­dingsaabning i tyndtarmen.
• gallpose, m. (vesica fellea), galde­blære, c.
• gall-smog, n. pl. „galdekapillærer“.
• gangbraud, n. gæret brød; brød, hvortil er benyttet gær.
• gang-glas, n. = vindglas.
• gard, m. = huv (halo), ring, kreds, c.
• gardorm, m. = ringorm; sjaa og kvitskurv.
• gìm, m. bouquet, c., krydret lugt (af vædske).
• gìma, v. have en vis bouquet, give fra sig en krydret lugt (om vædsker).
• gjengja, f. (ginglymus), hængselled, vinkelled, n.
• gjester, m. (fermentum), gær, c.
• gjestersopp, m. (saccharomyces), gærsvamp, c.
• glya, f. geléagtig masse; sjaa augne­glya.
• gnit, f. luseæg.
• godvoren, adj. (benign), godartet (om sygdom).
• góm, m. (palatum), gane, c.
• gombein, n. (os palatinum), gane­ben, n.
• gongefør, adj. marschdygtig.
• gopla, f. (medusa), gople, c.
• gor, n. (chymus), mavevælling, c.
• graalus, f. (pediculus capitis), ho­vedlus, c.
• grand, m. = svìk, n.
• grjon, n. = mjølmat, m.
• gro-jar, m. saarlæbe, saarrand, c.
• grop, f. (fossa), grube, c. Sjaa halsgrop.
• gulskurva, f. (favus), skurv, c.
• gulskurvutt, adj. befængt med skurv.
• gulsott, f. (ikterus), gulsot, c.
• haarhedna, f. (pars capillaris), den behaarede del af hovedhuden.
• haar-rot, f. 1. haarbund, c.
  Er ikkje = „haarrod“, c. som vil segja roti paa haaret.
• haar-røyting, f. haarfældning, c; haaraffald, n.
• haarskifte, n. haarfældning, c.
• haarsege, m. (musculus arrector pili), haarmuskel, c.
• haarsott, f. haarsygdom, c.
• haartapp, m. (papilla bulbi), haar­papil. c.
• hald, n. hold, n., sting (som hin­drer aandedrættet).
• halda seg fraa, afholde sig fra.
• halda seg fraa drykken, afholde sig fra de berusende drikke; sjaa fraahald o. a.
• halsbein, n. (vertebrae cervivales I–VII), de syv halshvirvler.
  Han hogg halsbeinet i tvo luter.
• halsgrop, f. = oster, f.
• halsled, m. *tapled, n. (leddet mel­lem 1ste og 2den halshvirvel).
• halsmot, n. (isthmus faucium), svælgaabning, c.
• halsmøna, f. (pars cervicalis me­dullae spinalis), rygmarvens halsdel.
• hals-sykja, f. (diphtheri), halssyg­dom, c., *den trondhjemske halsesyge.
• halssykje-sopp, m. difteribacil, c.
• halstola, f. vertebra cervicalis), halshvirvel, c.
• hamar (i øyra), m. (malleus), hammer (i øret), c.
• hamarskaft, n. (manubrium mallei) hammerskaft, c.
• handabak, n. (dorsum manus), haandryg, c., haandbag, c.
• handablad, n. (manus), haand, c.
• handled, m. (articulatio radio-car­pea), haandled, n.
• handrot, f. (carpus), haandrod, c.
• hardt liv, (obstipatio), forstop­pelse, c.
• haus, m. (cranium), hovedskal, c.
• heile, m. (encephalon), hjerne, c.
• heilebast, n. (dura mater encephali), hjernens senehinde, den haarde hjernehinde.
• heileskaal, f. hjerneskal, c., den del af „hausen“, som hjernen ligger i.
• heimel, m. bohave, n., møbler, n. pl.
• heit (i kroppen), febril, som har feber (i legemet); sjaa hita, v. og hite, m.
• heite, n. (terminus technicus), benævnelse, c.
• hekteglas, n. = vindglas.
• hellekaka, f. = søtebraud.
• herd, f. (humerus), skulder (især den bagre del); sjaa oksl.
• herdablad, n. (scapula), skulde­blad, n.
• herdatopp, m. (acromion), *skulder­højde, c.
• heste-syk, n. hesteblod-serum, n; sjaa syk.
• himling, m. = gom, m.
• hinna, f. (membrana), hinde, c.
• hita, (i kroppen), v. have feber, være febril.
• hite, m. (febris), feber, c. Eg hev hev hite i kroppen, jeg har feber.
• hjarteblekk, m. (valvula cordis), hjerteklap, c., *hjerteklaff, c.
• hjartehus, n. (pericardium), hjerte­pose, c., hjertepung, c.
• hjartemein, n. (vitium cordis), hjertefejl, c.
• hjarterom, n. (ventriculus cordis), hjertekammer, n.
• hjasse, m. (vertex), isse, c.
• hjassebein, n. = kvervelbein.
• hola, f. (fossa), grube, c., fordyb­ning, c. Sjaa armhola, bringehola, nakkehola.
• holtonn, f. kariøs tand, ormstuk­ken tand.
• hosen, adj. svampagtig.
• (hovud)hedna, f. hovedhud, c; sjaa haarhedna.
• hovudverk, m. (kephalalgi), hoved­pine, c.
• hudsjuke, m. = hudsykja, f.
• hudsykja, f. hudsygdom, c.
• hugbit, n. = vatsæling, m.
• hugskot, n. indskydelse, c.
• hus, n. (capsula), kapsel, c.
• hy, n. (lanugo), dunhaar, n.
• hælbein, n. (calcaneus), hælbein, n.
• høyrn, f. høresans, hørelse, c.
• høyrsl, f. = høyrsla, f. hørelse, c.
• illvoren, adj. (malign), ondartet (om sygdom).
• iren, adj. ængstelig, nervøs, urolig.
• istig (i øyra), n. (stapes), stigbøjle (i øret).
• i-sur, adj. lidt sur, syrlig.
• jaksle, m. (dens molaris), kind­tand, c.
• jordeple, n. potet, kartoffel, c; cfr. fransk pomme de terre.
• jordmakk, m. (lumbricus), regn­orm, c.
• kaffekorn, n. ɔ: frø af kaffetræet, kaffebønne, c.
• kaldsveite, m. kold sved.
• kaldsveitta, v. svede og føle sig kold samtidig.
• kalvbot, f. (poples), knæhase, c.
• kann, n. = kjensla, f.
• kannlaus, adj. følesløs.
• kikhoste, m. (tussis convulsiva), kighoste, c.
• kinnbein, n. (os zygomaticum), aagben, kindben, n.
• kjake, m. (maxilla superior sive max. inferior), kæve, kæbe, c.
• kjakeled, m. (articulatio mandibu­laris), kæveled, n.
• kjakerot, f. (ramus mandibulae), underkævens sidegren.
• kjenning, f. = kjensla.
• kjensla, f. følelse, c., sensibilitet, c.
• kjenslekorn, n. (corpusculum tactus), følelegeme, n.
• kjensle-sella, f. sensibel nervecelle.
• kjensletaag, f. sensibel nervefiber.
• kjertel, m. (glandula), kirtel, kjer­tel, c.
  NB. Det norske ordet eitel, m. er ikkje = „kjertel“, men „lymfe­knude“. Lunga, livri og nyra er kjertlar, men ikkje eitlar.
• kjertel-smoga, f. (ductus glandulae), kirtels udførselsgang.
• kjæse, m. (chymosin), løbe, c.
• kjæsing, f. ostning, c.
• kjøld, f. (refrigeratio), forkølelse, c; forkølelses-sygdom, c; sjaa kolda, f.
• kjøle (i kroppen), m. (refrigeratio), forkølelse, c; kuldegysning, c. Ein kjøle i tennerne.
• kjøtsella, f. muskelcelle, c.
• kjøt-taag, f. muskelfiber, c.
• klaade, m. 1. kløe, c. 2. = klaade­sott, f.
• klaadesott, f. (scabies), fnat, n.
• klaadsjuk, adj. som lider af fnat.
• klaamakk, m. (sarkoptes scabiëi), fnatmide, c.
• kleima, f. klister, n.
• kleimen, adj. klæbrig (som klister), klister-lignende.
• klovsopp, m. (bakterium), spalte­svamp, c., bakterie, c, *kløve­sop (Hj. Heiberg).
• kneled, m. (articulatio genu), knæ­led, n.
• kneskjel, f. (patella), knæskal, c. Cfr. olboge-skel.
• kneppkjøt, n. (musculus sphincter ani externus), endetarmsaab­ningens snøremuskel.
• knikabein, n. = mjødmablad, n.
• knoka, f. ledende, c.
• knut, m. 1. path. (tuberculum), knude, c.
• knut, m. 2. anat. knudeformig udvækst; benknude, c.
• knyta seg (um ein sege), kontrahere sig, trække sig sammen (om en muskel).
• kol, n. (carboneum), kulstof, n.
• kolda, f. 1. = kjøld, f. 2. (aaleine og i samansetningar) um sjuk­domar som folk trur, kjem av kjøld; sjaa lungekolda.
• kolsyra, f. er i boki = kolsyre­eim, m. ɔ: kulsyre(anhydrid), CO₂.
• kreksa, f. = flatlus, f.
• krim, n. katarrhalsk slim; ka­tarrh, c.
• krimsykja, f. (febris catarrhalis), snuefeber, c., katarrh, c.
• krimsjuk, adj. katarrhalsk, syg af katarrh.
• krossbein, n. (os sacrum), kryds­ben, korsben, c.
• krossrygg, m. 1. (vertebrae sacra­les), korshvirvler, c. pl. 2. (regio sacralis), kryds, n.
• kruna, f. 1. = kvervel, m.
• kruna (paa ei tonn), f. 2. (corona dentis), krone (paa en tand), c.
• krægda, f. (morbilli), mæslinger, c. pl.
• krægdekveik, m. sygdoms-spire, der fremkalder mæslinger.
• kubola, f. (variola vaccina), ko­kopper, c. pl; sjaa paasette-poka.
• kusma, f. (parotitis epidemica), faaresyge, c.
• kuvung (i øyra), m. (cochlea), sneg­lehus (i øret), n.
• kvapen, adj. ødematøs, vatersotig.
• kvasslegg, m. (crista tibialis), skin­nebenets forreste kant.
• kveikja, v. stimulere, styrke (om ægte stimulans). Maten kveikjer.
• kveikje, n. stimulans, n.
• kveikjing, f. stimulering, stimula­tion, c.
• kveis, f. (delirium tremens), dran­kergalskab, c.
  NB. Kveis er inkje = furor alkoho­licus elder „atypisk alkohol-re­aktion“, som sume hev trutt.
• kveisa, f. = køyna.
• kvervel, m. (vertex), isse, c.
• kvervelbein, n. (os parietale), isse­ben, n.
• kvik, m  (matrix), den levende (og følsomme) substans i negl, hov, horn; sjaa naglekvik og tann­kvik.
• kvitauga, n. = augkvite, m.
• kvite, m. (albumen), æggehvite­stof, n. Blodkvite, eggjekvite, voksterkvite.
• kvitlus, f. (pediculus corporis), kroplus, c.
• kvitmose, m. (sphagnum), tørve­mos, n.
• kvitskurv, m. (herpes tonsurans capillitii), ringskurv (især paa den behaarede del af hoved­huden).
• kvæve, n. (nitrogenium), kvælstof, n; (nyt dansk forslag: „kvælt“).
• kymra seg, (um mjølki), briste, skære sig, løbe (om melk).
• køyna, f. (pustula), pustel, c., ma­teriefyldt blegn. Til kaun, m. ɔ: furunculus.
• laar, n. (femur), laar, n., overben, n.
• laarbein, n. = laarlegg, m.
• laarlegg, m. (os femoris), laarben, n.
• land (um dyr), n., urin, c. Sjaa mig.
• laustenner, f. pl. kunstigt gebis.
• led, m. (articulatio), led, n., led­forbindelse, c.
• ledrhus, f. (corium), læderhud, c.
• ledrhud-tapp, m. (papilla corii), læderhudspapil, c.
• ledhus, n. (capsula articularis), ledkapsel, c.
• legg, m. 1. ben (i et lem): arm­legg, laarlegg.
• legg, m. 2. (crus), underben, n.
• leggbein, n. 1. ben (i crus). 2. = skovlung; sjaa d. o.
• liktaa, f. (clavus), ligtorn, c.
• livaadr, f. (arteria), pulsaare, c.
• livlengja, f. livseliksir, c.
• livr, f. (hepar), lever, c.
• livsykja, f. (diarrhoea), mavesyge, c., tarmløb, tyndt liv.
• ljodnæm, adj. følsom for lyd, mod­tagelig for lydindtryk.
• ljosnæm, adj. følsom for lys, mod­tagelig for lysindtryk.
• logebrenna, v. brænde med flamme.
• lóve, m. (metacarpus), mellem­haand, c.
• lunga, f. (pulmo), lunge, c.
• lungebrune, m. (inflammatio pulmo­nis), betændelse i lungen, lunge­betændelse (om de forskellige slags); sjaa lungekolda.
• lungehinna, f. (pleura visceralis), det viscerale blad af lunge­sækken; sjaa bringehinna.
• lungeus, n. (pleura), den hele lungesæk.
• lungekolda, f. (pneumonia crou­posa), den egentlige lungebe­tændelse.
• lungetopp, m. (apex pulmonis), lungespids, c.
• luft, f. 1. himmel; de højere luft­lag. Upp i lufti = upp i veret. 2. lugt (ond ell. hod); lugtende gasart. 3. stank, c; sjaa elles vind, m.
• lufta, v. stinke.
• luftegras, n. stinkende plante.
• lufteleg, adj. stinkende, modby­delig.
• lyv, n. (medicamentum), læge­middel, n., medikament, n.
• lækje-syk, n. „Heilserum“. n; sjaa syk.
• løype, m. = kjæse, m.
• mage, m. (ventriculus), mavesæk, c.
• magebrune, m. (gastritis), betæn­delse i mavesækken, mave­katarrh, c.
• mageglip, m. (pylorus), maveport, c.
• magemunn, m. (cardia), mavemun­ding, c., mavemund, c.
• magevæta, f. mavesaft, c.
• malm-omn, m. jærnovn, c.
• mangselling, m. flercellet orga­nisme.
• mangslungi sellekløyving, f. (mitose), indirekte celledeling.
• mann, m. (homo sapiens), men­neske, n.
  I samansetningar alltid mann elder folk, aldri „menneskje-“.
• mannabein, n. (= folkebein), men­neskeben, n.
• mannalikam, m. (folkelikam), menneskelegeme, n.
• mann-os, m. uddunstning fra men­nesker.
• marneta, f. (cyanea capillata), brændegople, c.
• mathelsa, f. (god, laak m.), appetit (god, daarlig), c.
• matsalt, n. (klornatrium), kogsalt, n. NaCl.
• melta, v. fordøje.
• melte, n. (enzym), fordøjende stof, enzym, n.
• melting, f. fordøjelse, c.
• meltingsvæta, f. fordøjelsels-væd­ske, c.
• merg (i beini), m. (medulla ossium), marv, benmarv, c.
• midgard, m. = tindr, f.
• midsaum, m. (sutura sagittalis), pilsøm, c.
• mig (um folk), n. (urina), urin, c.
• migsyra, f. urinsyre, c.
• migto, n. urinstof, n.
• milte, n. (lien), milt, c.
• minne, n. hukommelse, c.
• mit, m. (acarus), mide, c.
• mjaarygg, m. 1. (vertebrae lum­bales), lændhvirvler. 2. (regio lumbalis), lænderegion, c.
• mjødm, f. (coxa), hofte, c.
• mjødmabein, n. (os coxae), hofte­ben, n.
• mjødmablad, n. (os ilium), tarm­ben, n.
• mjødmagrind, f. (pelsiv), bækken­skelet, n.
• mjødmakul, m. (prominentia traa­chanterica), hofteknude, c.
• mjødmaled, m. (articulatio coxae), hofteled, n.
• mjølkesyra, f. mælkesyre, c.
• mot, n. 1. munding, c; barkemot, halsmot. 2. det sted, hvor to eller flere hulheder eller hul­ninger mødes; holamot.
• munn, m. 1. (os), mund, c. 2. mun­ding, c.
• munn, m. 3. (cavum oris), mund­hule, c.
• munngjengjorne, f. pl. b. f. = kjake­lederne; sjaa gjenga, f.
• munnvalen, adj. famlende i talen.
• my, n. myg, c.
• mybit, n. myggestik, n.
• møna, f. (medulla spinalis), ryg­marv, c.; sjaa halsmøna og nakkemøna. Cfr. ryggmerg.
• mønebast, n. (dura mater spinalis), rygmarvens senehinde eller haarde hinde.
• mønegang, m. (canalis centralis medullae spinalis), rygmarvens centralkanal.
• mænesott, f. og
• mænesykja, f. = talmesykja.
• naare, m. (sulcus inguinalis), laar­bugt, c., laarbøining, c., laar­krig, c.
• naarebein, n. (os pubis), skam­ben. n.
• nagl, m. (unguis), negl, c.
• naglekvik, m. (matrix unguis), neg­lens modersubstans.
• naglerot, f. (radix unguis), negle­rod, c.
• nakke, m. (occiput), baghoved, n.
• nakkebein, n. (os occipitale), bag­hovedben, n.
• nakkehol, n. (foramen magnum), baghovedhul, n.
• nakkehola, f. (fovea nuchae), nak­kegrube, c.
• nakkeled, m. (articulatio atlanto­occipitalis), *baghoved-atlas­led, n. Sjaa halsled.
• nakkemøna, f. (medulla oblongata), den forlængede marv.
• nase, m. (nasus), næse, c.
• nasebein, n. (os nasale), næseben, n.
• nasebrjosk, m. (cartilago nasi), næsebrusk, c.
• nasebora, f. (naris), næsebor, n.
• nasefim, adj. med skarp lugtesans.
• nasekrim, n. katarrhalsk slim fra næsen.
• nasekrunt, m. (cavum nasi), næse­hule, c., næsehulhed, c.
• nasetept, adj. med snue, som har snue; tilstoppet i næsen (p. gr. af snue).
• nau, f. (epithelium), epithel, n.
• nauhinna, f. epithelhinde, c.
• nauhud, f. (epidermis), overhud, c., *epithelhus, c.
• naubrot, n. brudstykke av^[sic] epithel.
• nauflak, n. skiveformet epithel­brudstykke.
• nedre armen, (antibrachium), un­derarmen.
• nedre kjaken, (mandibula), under­kæven.
• nedre munnen, undermunden.
• nerva, f. (nervus), nerve, c.
• nervetaag, f. nervefiber, c., nerve­udløber, c.
• nomen, adj. paretisk, halvt lam eller følesløs.
• nuv, adj. stump (om genstand).
• nyrebrune, m. (inflammatio renis), betændelse i nyren, nyrebe­tændelse, c.
• nøra, v. oxydere, ilte. Til nøre, n.
• nøra seg, oxydere sig, iltes.
• nøre, n. (oxygenium), ilt, c; før „surstof“ (nu forældet).
• nøring, f. oxydation, c., iltning, c.
  „Reduktion“ kunde daa heita av-nøring, f
• okla, n. ankel, c.
• oklebein, n. (talus), rulleben, n.
• oklekul, m. (malleolus), ankel­knude, c., *ankelknoke, c.
• okleled, m. (articulatio talo-cru­ralis), ankelled, n.
• (okle)spita, f. (fibula), læggeben, n.
• oksl, f. (humerus), akulder (den øvre transversale del), c; sjaa herd, f.
• olboge, m. (cubitus), albue, c.
• olbogebein, n. (ulna), albueben, n.
• olbogebot, f. (fossa cubiti), albu­grube, c.
• olbogeled, m. (articulatio cubiti), albueled, n.
• olbogeskjel, f. (olecranon), *albu­knoke, c.
  Til olbogeknoken høyrer der meir enn olecranon.
• omnsbraud, f. brød, som er bagt i ovn; husholdningsbrød.
• op, n. (ostium s. orificium), aab­ning, c.
• oster, f. (fossa jugularis), hals­grube, c., *haalamot, c.
  NB. hola-mot, n. er ikkje noko ser­namn; der er ein generel termi­nus (umlag som vegamot, aamot, o. a.) og tyder ikkje ein, men fleire ting.
• osterbein, n. (clavicula), nøgleben, kraveben, n.
• paasette-poka, f. (vaccina), de ind­podede kopper.
• plogbein, n. (vomer), plovskær­ben, n.
• pløsa, f. (pomphus), vable, c.
• raake, m. (saliva,) mundsaft, c., spytkirtel-sekret, n. Sjaa ræ­kja, v.
• raakekjertel, m. (glandula saliva­lis), spytkirtel, c.
• raame, m. fugtighed, c.
• raamen, adj. fugtig.
• rakna or, komme til bevidsthed.
• ratesjuke, m. (syphilis), syfilis, c.
NB. Lækjarane hev mistydt namnet og blanda inn andre sjukdomar, t. d. lepra og tuberculosis.
• reindæmd (um mat), adj. af frisk smag.
• ringorm, m. (herpes tonsurans), ringskurv, c. Sjaa gardorm og kvitskurv.
• ringorm-sopp, m. trichophyton ton­surans.
• rist, f. (dorsum pedis), fodryg, c.
• riv, n. = side-riv, sidebein.
• rognsott, f. perlesyge (hos køer), c.
• rovetart, m. = tart.
• rus, n. (crapula), rus, c., berus­else, c. Sjaa drukna, f.
• rusa, v. beruse, virke berusende (om en vædske o. lign.).
• rusnæm, adj. som let bliver be­ruset.
• rygg, m. (columna vertebralis), ryg­rad, c., hvirvelsøjle, c.
• ryggbein, n. = rygg, m. „Eg datt og slo ryggbeinet mitt“.
• ryggbeins-dyr, n. pl. (vertebrata), hvirveldyr, n. pl.
• ryggbeins-gang, m. (canalis verte­bralis), rygradskanal, hvirvel­kanal, c. Sjaa mønegang.
• rygghol, n. (foramen vertebrale), *hvirvelhul, n.
• ryggmerg, m. (= møna, f.), ryg­marv, c.
• ryggpipa, f. (ductus thoracicus), den store lymfe-brystgang.
• ryggtind, m. (processus spinosus), *rygtagg, c.
• ryggtola, f. (vertebra), hvirvel, c.
• rækja, v. afsondre spyt; afgive spyt; sjaa raake.
• rækjing, f. spytafsondring, c.
• rørsla, f. bevægelse, c.
• rørsle-sella, f. motorisk nervecelle.
• rørsle-taag, f. motorisk nervefiber.
• røyna etter, eksperiementere, an­stille forsøg (for at faa noget at vide).
• røyna seg fram, anstille forsøg (i en bestemt hensigt).
• røyne, n. eksperiment (kemisk, fy­sikalsk osv.), n.
• røyneglas, n. forsøgsglas, prøve­glas, n., reagensrør, n.
• røyr, f. (canalis inguinalis), lyske(-kanal), c.
• røyst, f. (vox), stemme, c.
• røystband, n. (ligamentum vocale), stemmebaand, n.
• røyving, f. = rørsla, f.
• saader, f. pl. = skræde, n.
• saaldbein, n. (os ethmoidale), si­ben, silben, lugteben, n.
• saar (paa det), adj. følsom, sen­sibel.
• saarke, m. (ekzema), ekzem, n.
• sameina seg, forbinde sig (kemisk) om to stoffe.
• sam-male mjøl, usigtet mel.
• saur, m. smuds, n.
• sege, m. (musculus), muskel, c; sjaa vodve.
• sella, f. (cella), celle, c; sjaa ein­selling, tviselling, mangselling.
• sete, m. (nates), sæde, n.
• setebein, n. (os ischii), sædeben, n., *siddeben.
• seteknut, m. (tuber ischiadicum), *siddebens-knude, c.
• sidebein, n. (costa), ribben, n.
• sideriv, n. = riv.
• si-drikkar, m. vanedranker, c.
• sikl, n. sagl, n.
• sikla, v. sagle.
• sìn, f. (tendo), sene, c.
• sjukdom, m. (morbus), sygdom, c; Sjaa sott og sykja.
• skap, n. form, c.
• skapnad, m. form, skikkelse, c.
• skarlaks-sott, f. (scarlatina), skarla­gensfeber, c.
• skavl, m. (dens incisivus), skære­tand; fortand, c.
• skinna, f. indvoldshinde, c., tarm­kanalens beklædede hinde.
• skjerveverk, m. (cardialgia), kardi­algiske smerter, kardialgi, hjer­teklemmelse, c.
• skjòl (paa ei tonn), f. (substantia adamantina), emalje (paa tand), c.
• skobrune, m. fodsved, c.
• skol, f. afskyl (af madkar), skylle­vand, n.
• skognag, n. gnavsaar paa foden (fremkaldt af skotøiet).
• skovlung, m. (tibia), skinneben, n; sjaa leggbein.
• skrunt, m. (cavum), hulhed (i ben). Sjaa naseskrunt, øyreskrunt.
• skryte, n. (skeleton), skelet, n.
Skryte kann ein bruka baade um „hudskelet“ (som inkje er bein) og um „det benede skelet“ = beingrindi.
• skræde, n. skal af korn, klid, n.
• skyna, v. begribe. Han skynar godt, han har god begribelse.
• skyne, n. begribelse; hava godt skyne, have god begribelse.
• slag, n. (apoplexia), slag, n., rør­else, c.
• slagaadr, f. = livaadr.
• slintra, f. (fascia), fascie, c., muskel­svøb, n.
• slog, n. indvolde af fisk.
• smaajaksle, m. (dens praemolaris), lille kindtand.
• smaasopp, m. svamp af ringe stør­relse, lille svamp, *liden sop.
• smaatarmarne, m. pl. b. f. (duode­num + jejunum + ileum), tynd­tarmen, de tynde tarme.
• smalarmen = nedre armen.
• smyrsl, f. = salva, f.
• sod, n. kogning, c. Taka sod naar det er 100C° varmt, have sit kogepunkt ved 100°C. varme.
• sogaadr, f. (vas lymphaticum), lymfekar, n.
• sogaadr-væta, f. (lympha), lymfe, c.
• sogbarn, n. pattebarn, n.
• sopp, m. (fungus), svamp, c.
• sott, f. (morbus), 1. sygdom, c; 2. febersygdom; 3. = feber (i sammensætninger): skarlaks-sott, saarsott, tyfus-sott o. a.
• sottekveik, m. sygdoms-spire, c.
• sottesopp, m. sygdoms-svamp, c., pathogen bakterie.
• sottesveim, m, smitsot, c.
• sottnæm, adj. disponeret for syg­dom, modtagelig for sygdom.
• spillsykja, f. (lepra), spedalskhed, c.
• spillsykje-sopp, m. (bacillus leprae), spedalskhedsbacil, c.
• spira, f. langt og tyndt ben (t. eks. i underarmen).
• spita, f. 1. langt og smalt ben. 2. = fibula, læggeben.
• spjote, m. = ryggtind, m.
• spora, f. (spora), spore, c.
• star, n. (iris), regnbuhinde, c. Blaatt, brunt star, øjne med blaa, brun regnbuehinde
• sted (i øyra), n. (incus), ambolt (i øret), c.
• stiv, n. (amylum), stivelse, c., *mel­stof, n.
Paa norsk hev dei bruka ordet „mjølto“ = kolhydrat.
• stivkleima, f. stivelses-klister, n.
• stivkorn, n. stivelseskorn, n.
• storheile, m. (cerebrum), den store hjerne.
• storheile-yta, f. (cortex cerebri), den store hjernes barksubstans.
• storjaksle, m. (dens molaris), stor kindtand.
• stortarmarne, m. pl. b. f. (colon), tyktarmen.
• strype, n. (stenosis), forsnævring, c.
• sur, m. surdejg (til en bagning). „Vi har slaatt opp femm surer idag“
• surbraud, n. syret brød; brød, hvor­til er benytted surdejg.
• surka, f. dekomponeret sved.
• surt, n. surdejg, c. Hava surt i deigen, komme surdejg i brødet.
• surøygd, adj. surøjet, med betæn­delse i øjets bindehud.
• svartauga, n. = augnagle, m.
• sveite, m. (sudor), sved, c.
• sveitebora, f. (porus sudoriferus), svedpore, c.
• sveitekjertel, m. (glandula sudori­fera), svedkirtel, c.
• svelg, m. (pharynx), svælg, n.
• svella, v. (abscedere), afsætte ma­terie; blive til en absces.
  Betre den troten som svanar enn den som svell, den hævelse, som gaar tilbage, er mere god­artet end den, som afsætter materie (eller abscederer). Sjaa svull, m.
• svella ut, afsonderes ved suppura­tion eller abscederen. Flisi svall ut.
• svella av, afstødes under suppura­tion eller abscederen. Naglen svall av.
• svìk, n. (rachitis), rakit, c., engelsk syge.
Heiter og: grand, m. valk, m. o a.
• svimrug, adj. svimmel, svindel.
• svinebola, f. (varicella), vandkop­perne, c. pl. b. f.
• svull, m. (abscessus), materieansam­ling, c ; byld, c; begrænset puru­lent betændelse. Sjaa svella, v.
  NB. Svull er inkje lik „svulst“. Det danske svulst er 1. = trote (intume­scents), paa dansk: hævelse; 2. = øksl (neoplasma), paa dansk: ny­dannelse, gevækst.
  Det sette seg svull i saaret, saaret afsatte materie (eller ab­scederede). Draga til svulls, trække voer eller materie (om lægemidler, t. eks. et plaster).
• svull-finger, m. (panaritium), finger­byld, c., neglebyld, bullen finger. Sjaa pg fingersvull, m.
• svull-hand, f. bullen haand; haand, som er sædet for en phlegmone eller absces.
• syk, n. (serum), serum, n.
• sykja, f. sygdom, c; febersygdom.
• synshinna, f. (retina), nethinde, c.
• synsnerva, f. (nervus opticus), syns­nerve, c.
• syr, m. surdejg. c.; setja syr paa knoda, komme surejg i brødet.
• syra, f. surdejg (før den er op­slaaet til brød).
• søkk, f. (depressio), fordybning (f. eks. efter et slag eller stød).
• søtebraud, n. (= hellekaka), syret brød.
• søydna, f. damp af sved.